Tuesday 26. July 2016

Talentcamp på Herningsholms Erhvervsskole

44 dygtige lærlinge fra hele landet rykkede, den 4. juli, sammen i værkstederne på Herningsholms Erhvervsskole for at skyde årets Talentcamp for snedkere, murere, tømrere og flisemurere i gang.

Selvom sommerens stilhed gjorde sit indtog på det meste af skolen, var der dog stadig stor aktivitet i værkstederne i snedker-, tømrer- og murerafdelingen. Her var hele 44 unge håndværkeraspiranter nemlig samlet til Talentcamp, og arbejdede hele ugen på at blive dygtigere til deres fag. I år var det tredje gang, at talenter fra de forskellige uddannelser mødtes med landstrænere og engagerede faglærere på Herningsholm Erhvervsskole, og som noget nyt var elever fra snedkerfaget også inviteret med. Ifølge tovholder, Holger Frahm, var det positivt også at få fokus på snedkeruddannelsen.

"Det er rigtigt godt, at vi har fået snedkerne med i år, for der kommer til at mangle, især maskinsnedkere. Både nu og i fremtiden. Så ligesom for de andre fag vil vi gerne motivere eleverne til at blive dygtigere håndværkere, og det kan denne type talentpleje være med til" udtalte Holger Frahm.

Maskin-, møbel- og bygningssnedkere udgjorde 19 ud af de i alt 44 deltagere på campen, og de var glade for at have fået mulighed for at komme med.

En af disse var 21-årige Mathias Nielsen, der nu er halvvejs i sin maskinsnedkeruddannelse. "Jeg er med for at udvikle mine faglige kompetencer og udfordre mig selv. Det er fedt, at der er tid og overskud til at lære forskellige tricks, så vi kan optimere arbejdsgange og gøre vores arbejde bedre. Det er også noget, der virkelig kan bruges ude i en virksomhed".

I tømrerværkstedet arbejdede 19-årige Steffen Ledgaard hårdt for at blive færdig med opgaven og brugte mange forskellige teknikker.

"Jeg synes, at det er sjovt og spændende at lave større og sværere udfordringer, så derfor ville jeg gerne med. I forhold til konkurrencer som 'Skills' har jeg fået indblik i, at man skal have styr på tingene og være skarpere end normalt, for der bliver stillet større krav" udtalte den 19-årige EUX-tømrer.

Internationale toner

I år var dansk ikke det eneste sprog, der blev talt i murerafdelingen. Der deltog nemlig tre murerelever fra England sammen med den engelske Skills-dommer. 

"Jeg vil gerne forbedre mig, inden jeg skal til Euroskills i Sverige. Det er spændende at prøve nogle forskellige teknikker af. Her er en rigtigt god stemning med nogle rare mennesker, så det har været en god oplevelse at være her" udtalte den 20-årige murerelev Josh Hunter fra Hull i England.

Fredag den 8. juli var sidste arbejdsdag på Talentcampen, inden de mange talenter måtte vende tilbage til deres lærepladser. 

Tilbage til nyhedsoversigt