Friday 08. September 2017

De to kommende WorldSkills deltagere bygningssnedker, Frederik Riber og møbelsnedker Jacob Primdahl Abrahamsen har i uge 36 deltaget i en træningslejr på Institute of Technology i Sligo i det vestlige Irland.

Opholdet i Irland er en del af deres træningsprogram forud for deres deltagelse i WorldSkills 2017 i Abu Dhabi i midten af oktober i år.

 

De to deltagere har sammen med de to danske dommere og træner tilbragt en uge sammen med kommende Worldskills deltagere og dommere fra Irland og Finland. Her har de trænet i de nu offentliggjorte WorldSkills opgaver. Opgaverne vil blive ændret op til 30% inden konkurrencen starter i Abu Dhabi. Udover at måle sig med nogle andre deltagere er det også rart at få lært nogle af konkurrenterne personligt at kende før selv konkurrencen. Når de kommer til konkurrencen er der nogen at hilse på, og det kan pille toppen af nerverne.

  

Udover Frederik og Jacob fra Danmark deltog; faglærer Henrik Jørgensen fra Svendborg Erhvervsskole, WorldSkills-dommer for bygningssnedkerkonkurrencen. Kasper Bøgelund fra Next Uddanelse København, WorldSkills-dommer for møbelsnedkerkonkurrencen og Peter Hansen fra Roskilde Tekniske Skole, som træner Frederik.

 

WorldSkills 2017 kommer til at foregå i Abu Dhabi, hvor SkillsDenmark deltager med et landshold bestående af 15 unge håndværkere. Mere end 1200 unge fra ca. 60 forskellige nationer verden over er med i dette års verdensmesterskab.

Tilbage til nyhedsoversigt