Wednesday 08. November 2023

Carl Hansen & Søn vinder prisen som Årets Læreplads 2023

 

Det var møbelsnedkerlærlingene Asbjørn Glargard fra Syddansk Erhvervsskole og Julie Gjern fra Skive College, som sammen havde indstillet lærepladsen til prisen.

 

Carl Hansen & Søn blev valgt ud blandt 405 virksomheder, der var indstillet til prisen. Af Asbjørn og Julies indstilling fremgik det, at Carl Hansen & Søn er et sted, hvor godt kollegialt fællesskab og ’fagligt nørderi’ er i højsædet. De tilbyder en samlet, veltilrettelagt pakke af læringsmuligheder og et lærlingefællesskab.

Juryen har udpeget Carl Hansen & Søn som vinder med begrundelsen:

”Lærepladsens fokus på de faglige traditioner og tid til fordybelse er ikke noget, man bare har. Det er noget man prioriterer. At skabe den gode faglige progression, indgyde selvtillid, tro på egne evner og faglig stolthed i sine lærlinge – og ikke mindst sikre, at de hver dag går glade på arbejde, det beskriver en læreplads, som lykkes og i den grad fortjener at blive hædret med netop denne pris.”

Jurymedlem Lucas Westphal, formand for Landssammenslutningen af Handelsskoleelever, overrakte prisen med ordene:

”Carl Hansen & Søn lykkes med at være en læreplads, som formår at få læring, arbejde, fællesskab og venskab til at gå op i højere enhed. Lærepladsen støtter, motiverer og viser, at de tror på deres lærlinge. Asbjørn og Julies indstilling emmer af faglig stolthed og det fortjener deres læreplads en stor del af æren for.”

Stort tillykke til Carl Hansen & Søn med prisen.

 📸 Mathias Eis

Tilbage til nyhedsoversigt