Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB)

 

Udbetalinger fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB)

Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) udbetaler lønrefusion og befordringstilskud til arbejdsgivere, når lærlingen er på skole som led i sin erhvervsuddannelse.Det er en betingelse, at virksomheden og lærlingen har en godkendt uddannelsesaftale, at lærlingen ikke arbejder samtidig med sit skoleophold, og at virksomheden udbetaler overenskomstmæssig løn. Virksomheden kan også få refunderet løn for lærlinge, der deltager i frivillig, supplerende undervisning ud over det bundne indhold i uddannelsen, såfremt dette er aftalt, som en del af uddannelsesplanen.

Læs mere her om AUB her

Voksenlærlinge – lønrefusion på skoleophold

Virksomheden kan få højere lønrefusion fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) under skoleophold for voksenlærlinge. For at kunne betegnes voksenlærling skal lærlingen være fyldt 25 år, når han/hun begynder sin uddannelse, og han/hun skal have løn svarende til mindstelønnen for ufaglærte inden for faget i hele uddannelsestiden.

Refusion af udgifter i forbindelse med lærlinges ophold på kostafdelinger

Arbejdsgivere har ret til refusion af udgifter i forbindelse med EUD-lærlinges ophold på kostafdelinger. AUB udbetaler refusionen automatisk på baggrund af skolernes oplysning om lærlingenes kostophold.

Læs mere refusion for kost og logi her

Tilskud til virksomheder, der indgår uddannelsesaftale med lærlinge, der uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale

Hvis virksomheden har en lærling, der tidligere uforskyldt har mistet sin læreplads, kan virksomheden få løntilskud, når lærlingen er i lære. Tilskuddet kan først opnås 360 dage efter, at uddannelsesaftalen er indgået. Virksomheden skal ansøge Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) på hjemmesiden virk.dk om tilskuddet.

Læs mere om løntilskud for EUD-elever

Lærlinge i udlandet

Hvis lærlingen udstationeres i en periode på mindst èn måned i et andet land, dækker AUB en del af virksomhedens udgifter. Læs mere om ordningen.