Møbelpolstrer

 

Uddannelsen

På uddannelsen i boligmontering kan du blive faglært autosadelmager, møbelpolstrer eller gardindekoratør. Du får viden om håndværket, materialer, syning og design. Du lærer også at fremstille og ombetrække mindre møbler. Første del af uddannelsen er ens for de tre specialer, men som færdigudlært møbelpolstrer lærer du både at polstre møbler efter helt nye teknologiske metoder og efter en stolt håndværksmæssig tradition. Du kommer til at bruge både hænderne og hovedet i den kreative skaberproces, og du lærer om både designprocessen, stil, opbygning og materialevalg. I løbet af uddannelsen kommer du til at prøve kræfter med mange forskellige opgaver. Det kunne være puder, tasker, mobilcovers, sadelmagerarbejde og naturligvis møbler i massevis. Du kommer til at arbejde med stoffer af alle slags, læder og andre spændende materialer.

Varighed

Uddannelsens varighed varierer, alt efter om du kommer direkte fra folkeskolen eller ej. Lærlinge, der kommer fra folkeskolen, eller op til 11 måneder efter, starter på grundforløbets 1. del. Alle andre, herunder lærlinge med en uddannelsesaftale, starter på grundforløbets 2. del. Hovedforløbet veksler mellem læreplads og 6 x 5 ugers skoleforløb og afsluttes med en svendeprøve.

Er du fyldt 25 år, tilrettelægges uddannelsen individuelt og afhænger af dine erfaringer. Du kan læse mere her

Grundforløb

Grundforløbet tages på en erhvervsskole og varer 40 uger (G1+G2), hvis du kommer direkte fra folkeskolen, eller 20 uger (G2) for alle andre. Her får du en generel introduktion til faget og du tilegner dig en række kompetencer, viden og færdigheder i forhold til tegning, materialer, værktøjer, design, polstring, autointeriørdele og gardininstallation. Se uddybende kompetencemål. Derudover skal du gennemføre grundfagene; matematik F og teknologi F, og du gennemfører certifikatfagene:, førstehjælp og elementær brandbekæmpelse.

Hovedforløb

Efter grundforløbet fortsætter du uddannelsen på hovedforløbet. Her finder du en virksomhed, hvor du kan komme i lære og arbejde med faget på en rigtig arbejdsplads. Undervejs i dit lærlingeforløb bliver du indkaldt til seks skoleophold, hvor du får mulighed for både teoretisk og praktisk fordybelse også i forhold til de dele af faget, som du muligvis ikke har stiftet bekendtskab med i din lærepladsvirksomhed.

Fagene på hovedforløb

I løbet af de 30 ugers hovedforløb har du 23,5 ugers obligatoriske uddannelsesspecifikke fag fordelt på følgende emner; IT og CAD konstruktion, maskin/værktøj, salg og service, iværksætteri, læderarbejde, industriel  polstring, steltyper og arbejdsmiljø. Ud over det håndværksmæssige skal du bestå to grundfag, design og teknologi. Derudover har du og i alt tre ugers valgfrie specialefag på hovedforløbet, hvor du kan vælge mellem en række fag. Du har yderligere ret til fire ugers påbygning, hvor du kan tage valgfrie specialefag. Du har også mulighed for en studierettet påbygning, hvor du kan supplere erhvervskompetencen med hel eller delvis studiekompetence. Henvend dig til din skole for yderligere information.    

Arbejdsområde

Som møbelpolstrer går dit arbejde først og fremmest ud på at polstre møbler og beklæde med betræk. Du kommer til at arbejde med design og individuel boligindretning. Du skal rådgive kunder om valg af stoffer og steltyper, og du skal opbygge møblernes polstring individuelt og tilpasse mål, vinkler og hårdhed til kundens særlige ønsker. Du kan også skabe nye modeller efter tegning i samarbejde med møbeldesignere. Endelig kan du også arbejde med restaurering af gamle møbler. Du kan både arbejde med hånd- og el-værktøj.

Ansættelsesområde

Du kan typisk få ansættelse i små og store produktioner inden for polstrer-branchen. Du kan også få ansættelse i udviklingsafdelinger i polstrer-branchen. Endelig kan du også vælge at blive selvstændig med egen virksomhed eller værksted.

Videreuddannelse

Med et svendebrev som møbelpolstrer kan du tage en uddannelse som designteknolog eller produktionsteknolog mv. Med gymnasiale suppleringsfag får du blandt andet adgang til en videregående uddannelse som designer eller arkitekt. Du kan læse mere om videregående uddannelser her.

Hvor kan jeg uddanne mig til møbelpolstrer?

Læreplads?

På lærepladsen.dk kan du få hjælp til af finde en læreplads.