Ortopædist

 

Uddannelsen

En protese skal tilpasses til den person, som skal bruge den. Den skal sidde perfekt, passe til personens hudfarve og kropsbygning, og gøre hverdagen lettere for brugeren. Har du et godt håndelag, sans for detaljer og god føling med mennesker, så er uddannelsen som ortopædist måske det rigtige for dig.

Arbejdet går ud på at bygge en protese op ud fra en tegning. Igennem uddannelsen får du en bred viden om materialer og du kommer blandt andet til at arbejde med plast, metal, træ, gips, læder og kulstof. Du bliver undervist i menneskets anatomi og lærer om motorik og bevægelseslære. Som ortopædist arbejder du med mekaniske og elektroniske konstruktioner. Håndværket er i hastig udvikling med computerstyrede hjælpemidler, så arbejdet kræver, at du har tekniske evner.

Som ortopædist er du håndværkeren, der fra start til slut fremstiller hjælpemidler til handicappede. Det kan eksempelvis være bandager, krykker, arm- og benproteser og støttekorsetter.

Varighed

Uddannelsens varighed varierer, alt efter om du kommer direkte fra folkeskolen eller ej. Lærlinge, der kommer fra folkeskolen, eller op til 11 måneder efter, starter på grundforløbets 1. del. Alle andre, herunder lærlinge med en uddannelsesaftale, starter på grundforløbets 2. del. Hovedforløbet veksler mellem læretid og 6 x 5 ugers skoleforløb og afsluttes med en svendeprøve.

Er du fyldt 25 år, tilrettelægges uddannelsen individuelt og afhænger af dine erfaringer. Du kan læse mere her

Grundforløb

Grundforløbet tages på en erhvervsskole og varer 40 uger (G1+G2), hvis du kommer direkte fra folkeskolen, eller 20 uger (G2) for alle andre. Her får du en generel introduktion til faget og du tilegner dig en række kompetencer, viden og færdigheder i forhold til geometri, tegning og CAD program, maskin/værktøj, materialer, anatomi, biomekanik, ortoser, proteser og arbejdsmiljø. Se uddybende kompetencemål. Derudover skal du gennemføre grundfagene matematik F og fremmedsprog F, og du gennemfører certifikatfagene; førstehjælp og elementær brandbekæmpelse.

Hovedforløb

Efter grundforløbet fortsætter du uddannelsen på hovedforløbet. Her finder du en virksomhed, hvor du kan komme i lære og arbejde med faget på en rigtig arbejdsplads. Undervejs i dit lærepladsforløb bliver du indkaldt til seks skoleophold, hvor du får mulighed for både teoretisk og praktisk fordybelse også i forhold til de dele af faget, som du muligvis ikke har stiftet bekendtskab med i din lærepladsvirksomhed.

Fagene på hovedforløb

I løbet af de 40 ugers hovedforløb har du 33, ugers obligatoriske uddannelsesspecifikke fag fordelt på følgende emner; materiale- og formforståelse, anatomi og fysiologi, biomekanik, finmekanik, ortoser og proteser, termisk sammenføjning, handicap og samfund, og arbejdsmiljø. Ud over det håndværksmæssige skal du bestå to grundfag; fremmedsprog og teknologi. Derudover har du i alt tre ugers valgfrie specialefag på hovedforløbet, hvor du kan vælge mellem en række fag. Du har yderligere ret til fire ugers påbygning, hvor du kan tage valgfrie specialefag. Du har også mulighed for en studierettet påbygning, hvor du kan supplere erhvervskompetencen med hel eller delvis studiekompetence. Henvend dig til din skole for yderligere information.

Arbejdsområde

Som ortopædist går dit arbejde først og fremmest ud på at fremstille proteser og andre hjælpemidler til kroppen.

Ansættelsesområde

Du kan typisk få  arbejde i små eller større produktioner inden for bandagistområdet. Du vil også kunne får job i udviklingsafdelinger inden for bandagist- og ortopædiområdet.

Videreuddannelse

Med et svendebrev som ortopædist kan du tage en uddannelse som Produktionsteknolog med mere. Med gymnasiale suppleringsfag får du eksempelvis adgang til en videregående uddannelse som ingeniør eller lignende. Du kan læse mere om videregående uddannelser her.

Hvor kan jeg uddanne mig til ortopædist?

Grundforløb 1 kan tages på enhver erhvervsskole i hele landet.
Grundforløb 2 og selve hovedforløbet kan dog kun tages på:

TEC – Teknisk Erhvervsskole Center
Stæhr Johansens Vej 5
2000 Frederiksberg
tlf. 38 17 70 00

Læreplads?

Det er nødvendigt, at du får en uddannelsesaftale med en virksomhed, da der ikke er på denne uddannelse er mulighed for at komme i skoleoplæring.

På lærepladsen.dk kan du få hjælp til af finde en læreplads.

Tilbage til boligmonteringsuddannelser